Web-baserede undervisningsværktøjer
Quiz
Multiple choice med pointkonkurrence
Kurt Nørmark, Institut for Datalogi, Aalborg Universitet

Introduktion

Multiple choice quizzer er et populært element i den aktive undervisning, som kan følge i kølvandet på at omstille et kursus fra traditionelle forelæsninger til brug af videolektioner. I indeværende quiz facilitet er der indbygget et pointregnskab, som føres på tværs af alle quizzer på kurset (dog bortset fra de såkaldte auditorie-quizzer). Quizzer er typisk hægtet op på en faglig video (som formidlet i VIMA), og tanken er at man tager en quiz, når man har set en faglig video. Quizzerne er programmeret til at blive synlige på et forud valgt tidspunkt (styret pr. lektion).

Herunder er er en video, der gennemgår quiz-systemet (overvej at se videoen i full screen mode).

Baggrund

Quizsystemet har været anvendt i Imperativ Programmering siden 2015, og det har også været brugt (i begrænset omfang) i Programmeringsparadigmer i efteråret 2018. Der var kun et svagt argument for lave et nyt quiz system, fordi der findes rigtig meget software som tilbyder quizzer. Blandt disse er for øvrigt Moodle. Jeg lavede mit eget system af to årsager. For det første ønskede jeg have fuld kontrol over det format, som quizzerne skal defineres i. For det andet ønskede jeg at realisere et element af (mild) konkurrence blandt quizdeltagerne, baseret på akkumulerede quiz point.

Funktionalitet

Det konstruerede system har følgende hovedfunktionaliteter:

  • Quizsider med tre slags spørgsmål: (1) Multiple choice hvor der skal vælges netop ét svar. (2) Multiple choice hvor der kan vælges et eller flere svar. (3) Numeriske spørgsmål hvor der kan indtastes et heltal som svar. I den første type giver det korrekte svar et positivt pointantal, mens alle andre ikke giver point. I den anden type giver rigtige svar positive pointbidrag, og forkerte svar giver negative pointbidrag. Man kan vælge at genoptage en quiz med eller uden eksisterende svar fra seneste fremsendelse.
  • Det er muligt at forsyne et svar med feedback, som vil blive vist hvis svarets vælges (korrekt eller forkert). Dette kan benyttes om et læringsbidrag.
  • Quizzer kan besvares mere end én gang, med der gives et fradrag (f.eks. på 3 point) for hver genfremsendelse.
  • En oversigtsside der viser den studerendes detaljerede pointregnskab
  • En quiz rangliste, der viser hvordan brugeren er placeret i forhold til andre studerende på kurset. Studerende kan vælge at optræde med brugernavn på listen, eller at være anonym på listen.
  • Auditorie quizzer, som kan afvikles i auditoriet, og hvor der kan fremkaldes en oversigt over fordelingen af rigtige og forkerte svar.
  • Underviserfaciliteter, med oversigt over samtlige quizzer, og med mulighed for at arbejde med quizzer uden om pointregnskabet.
  • Begrænset web administration (til styring af auditorie quizzer, genberegning af point, sletning af data, mv.)
  • En samlet pointoversigt over quiz besvarelser, hvor man for hver quiz og for hvert spørgsmål kan se hvor mange procent der har besvaret et spørgsmål korrekt.
  • En XML-i-LAML quiz-forfatter grænseflade, som (egoistisk) er perfekt tilpasset mine egne præferencer.

Status

Quizsystemet blev omlagt til AAU single sign-on forud for efterårssemestret 2018. Sprogligt understøtter værktøjet både på dansk og engelsk. Systemet kan håndtere quizzer i flere kurser i det samme semester.

Erfaringer

Det er langt fra alle studerende der arbejder med quizzer, men der findes et segment blandt de studerende som er meget quiz-entusiastiske, og som er stærkt motiveret af point konkurrencen.

Det er en stor investering for underviseren at lave quizzer til et kursus. Jeg havde forudset dette inden jeg gik i gang, og derfor var det vigtigt for mig at jeg kan skrive quizzerne i et sprog, jeg finder egnet, og i en omgivelse, som jeg har fuld kontrol over.

Når først quizzerne er definerede og skedulerede kræver de ikke opmærksomhed fra underviseren. De lever altså deres egen stille liv, primært som et tilbud til studerende når de har set en faglig video.

Fremtid

Quizsystemet administreres programmatisk. Dette involverer en tabel med tidspunkter for synliggørelse af quizzer til en given lektion og en tabel af undervisere med særlige privilegier. Det store administrative bidrag er dog selve quiz definitionen, som sker i LAML ved brug af et XML-defineret quizsprog. Jeg vurderer det vil blive meget tungt at lave en web-grænseflade til definition (og vedligeholdelse) af quizzer.

Da der findes så mange mulige quizsystemer er det ikke oplagt at udbrede dette quizsystem til andre end mig selv. Men hvis quizsystemet skulle anvendes af andre, ville det være attraktivt at tilbyde definition af quizzer direkte i XML sproget (og ikke i LAML varianten af dette sprog).